Bryllupsbilleder

Guide til nye bryllupsfotografer

Når jeg kigger på diverse fora som fx det danske  www.fotostart.dk eller det internationale www.thephotoforum.com, støder jeg ofte på indlæg fra fotoentusiaster, som med en vis nervøsitet efterspørger gode råd til deres første bryllup. Er mit udstyr godt nok, hvad skal jeg tage for det, kan jeg mon gøre arbejdet tilfredsstillende – der er mange ukendte og måske lidt skræmmende faktorer, når man for første gang påtager sig det store ansvar at dokumentere en af de vigtigste dage i to menneskers liv.

Jeg har efterhånden rigtigt mange bryllupper bag mig og har derfor samlet en masse gode erfaringer med, hvad man som bryllupsfotograf skal huske, og hvad man skal forsøge at undgå. Der er naturligvis mange måder at gøre tingene på, men jeg har med denne guide forsøgt at samle en stak råd, som jeg mener, alle begyndende bryllupsfotografer kan få brug for. Den megen information kan måske virke lidt overvældende, men det er ikke meningen, det skal skræmme dig helt væk fra at prøvekræfter med bryllupsfotografi – der er kun én måde at få erfaring på, og det er ved at komme i gang.

Der er masser af brudepar, som ikke har råd til de mere erfarne bryllupsfotografer

Snak med kunderne – de bider kun sjældent

En af de vigtigste indledende øvelser er at få snakket med kunden, så man kan få afstemt forventningerne. Er det for eksempel dit første bryllup, så fortæl kunden det, så de er klar over, hvad de kan forvente. Der er masser af brudepar, som ikke har råd til de mere erfarne bryllupsfotografer, og mange er tilfredse med at få doku-menteret dagen med billeder, som er bare lidt bedre end onkel Bobs snapshots.

Sørg også for at få alle de nødvendige informationer – her tænker jeg ikke kun på tid og sted, men også på at finde ud af, hvilke nøglepersoner, der vil være til stede; søskende, forældre, børn, bedsteforældre, altså personer, som brudeparret uden tvivl gerne vil have nogle billeder af (hvis altså du også er hyret til at tage stemningsbilleder). Jeg plejer desuden at få forloverens eller toastmasterens nummer, så jeg ikke skal forstyrre brudeparret på selve dagen, hvis jeg skulle få brug for at ringe.

Husk desuden at få jeres aftaler på skrift. Man behøver ikke nødvendigvis en kontrakt, men et par linier med den konkrete aftale i en email er en god måde at udrydde eventuelle misforståelser på.

 

Hvis man ønsker at lave en kontrakt men ikke ved, hvad der skal stå i den, har jeg lavet en redigerbar skabelon, som kan hentes her.

Tag den rigtige pris – hvad koster bryllupsfotografer?

Ja, det er jo lettere sagt end gjort, for hvad er egentlig den rigtige pris? Jeg vil som udgangspunkt mene, den rigtige pris er den, du vil arbejde for.

Det blev du ikke rigtigt klogere af, vel?

Men i et marked, der spænder over det ekstremt billige til det ekstremt dyre, er der desværre ikke rigtigt nogen tommelfingerregel for prissætningen – altså ud over den, jeg lige har skrevet. Der er stor forskel på, hvordan man skruer sin forretning sammen; nogle afleverer alle skud fra dagen uredigeret inkl. fejlskud, mens andre (som mig selv) udvælger de billeder, der skaber en samlet fortælling og bruger lang tid på at redigere. Din pris bør selvfølgelig afspejle den tid, du bruger – og husk nu at emails mellem dig og kunden, møder, telefonsamtaler, kørsel og tusind andre ting, som man som nystartet ikke nødvendigvis tænker over, er nogle store tidsrøvere.

En anden faktor, som bør være med i din prissætning, er kvaliteten af dit arbejde samt din erfaring. Mit første betalte bryllup var en heldags-fotografering med 300 redigerede billeder. Kunden fik det hele for 2000,- kr… Av! Jeg fandt hurtigt ud af, at det i hvert fald ikke var det, jeg havde lyst til at arbejde for. Men på det tidspunkt havde jeg ikke erfaringen til at kunne garantere billeder af samme kvalitet som mere erfarne bryllupsfotografer. Derudover fik jeg jo kunden delvist pga. den lave pris og fik dermed nogle billeder at putte i mit galleri, så jeg nemmere kunne få flere kunder. Så på det tidspunkt, var det den rigtige pris for mig. Nu er mine priser langt fra de laveste, men mine billeder er også langt fra de dårligste – kunden betaler ikke kun for billederne, men også for visheden om at få leveret et godt resultat. Erfaring koster.

Sidst men ikke mindst så husk på hvor meget udstyr du slæber med. Alt efter hvordan du foretrækker at arbejde, kommer du valsende med udstyr for et sted mellem 10.000 og 80.000 kr. Den slags skal vedligeholdes og repareres, der skal nye batterier til, og engang imellem skal der en nyere model til. Dertil lægges en computer og skærm til redigering, evt. forsikring af udstyret, udgifter til din hjemmeside osv. Det løber op.

Kend din teori, kend dit udstyr

Du står midt i bryllupsportrætterne, som du indtil nu har skudt i dagslys, og nu vil du gerne bruge din flash. Men af en eller anden grund bliver brudeparret ikke belyst. Hvorfor? Det kan der selvfølgelig være flere grunde til, men der er desværre ikke tid til hverken at google eller klikke rundt i diverse menuer for at finde ud af, at din lukkertid er for hurtig til, at din flash kan synkronisere.

Jeg mener ikke, man bør kunne blænderækken forfra og bagfra og kende den hyperfokale fokusafstand på alle sine objektiver for at være en god bryllupsfotograf – det tvivler jeg faktisk på, de fleste bryllupsfotografer overhovedet kan. Men ved et bryllup er der simpelthen ikke tid til at stå og være i tvivl om helt basale ting som forholdet mellem ISO, blænde og lukkertid og deres respektive indvirkning på henholdsvis dagslys og flashlys.

Det lykkedes mig engang under et bryllupsshoot at smadre min radiotrigger, så jeg pludselig ikke kunne udløse min flash. Heldigvis havde jeg sat mig godt ind i mit kameras og mine Speedlights TTL-system, så jeg efter et par hurtige omjusteringer var klar til at bruge flash igen. Den slags viden kan udgøre forskellen på et vellykket shoot og et mislykket.

Ligeledes bør man selvfølgelig kende sit udstyr, så man ikke bruger for lang tid på at fumle rundt med det. Knapperne skal helst “sidde i fingrene”, og den rutine får man kun på én måde: øvelse!

 

 Her er indholdet af min kamerataske. D700'eren er min arbejdshest, mens D600'eren fungerer som backup. Som bryllupsfotograf bruger jeg en 24-70mm i omtrent 80 procent af tiden. Den er utroligt alsidig, forholdsvis lysstærk og kan bruges i langt de fleste situationer. Hvis du kun har råd til ét objektiv, er 24-70'eren det rette valg. Derudover har jeg en 85mm, som jeg primært bruger til portrætter, samt en 70-200mm, som tit bruges til at tage stemningsbilleder, uden jeg bliver lagt mærke til. Sidst men ikke mindst har jeg et par speedlites. Dertil kommer diverse filtre og gadgets samt lidt lys til portrætterne.

Her er indholdet af min kamerataske. D700’eren er min arbejdshest, mens D600’eren fungerer som backup. Som bryllupsfotograf bruger jeg en 24-70mm i omtrent 80 procent af tiden. Den er utroligt alsidig, forholdsvis lysstærk og kan bruges i langt de fleste situationer. Hvis du kun har råd til ét objektiv, er 24-70’eren det rette valg. Derudover har jeg en 85mm, som jeg primært bruger til portrætter, samt en 70-200mm, som jeg tit bruger til at tage stemningsbilleder med, uden at blive lagt mærke til. Sidst men ikke mindst har jeg et par speedlights. Dertil kommer diverse filtre og gadgets samt lidt lys til portrætterne.

Backup-udstyr

Man kan have nok så meget styr på sit gear, men når teknikken en sjælden gang imellem fejler, hjælper rutinen ikke. Jeg mener derfor, man som minimum bør have et backup-kamera med. Hvorvidt man vil have backup af alt det andet gear må være op til ens egen risikovillighed. Personligt var jeg glad for at have en ekstra speedlight, dengang det lykkedes mig at kaste en af dem i en sø under et bryllup (som i øvrigt var det samme som det, hvor jeg ødelagde min radiotrigger…).

Kommer det hele an på udstyret?

Da jeg begyndte at fotografere, var jeg overbevist om, at godt og dyrt udstyr var nøglen til gode billeder. Jeg brugte en enorm mængde tid på at læse om forskelligt udstyr, og hvad det kunne, men på diverse fora var der altid en eller anden klovn, der skrev den samme, irriterende sætning: Det handler ikke om udstyret men om fotografen. Jeg syntes ikke, det kunne være helt rigtigt, for der var jo så meget fokus på udstyr rundt omkring på nettet, og hvorfor skulle professionelle fotografer købe det dyre udstyr, hvis ikke deres billeder blev bedre af det? Men som årene er gået har jeg måttet erkende det, som jeg dengang ikke kunne: Man kan ikke købe sig til gode billeder.

Men det er nu alligevel ikke så simpelt.

For nogle år siden stod jeg i en meget, meget mørk kirke. Mit objektiv stod på laveste blændetal (f/2.8), men for at jeg kunne holde en lukkertid på bare 1/100, måtte jeg helt op på ISO 5000 for at få en nogenlunde korrekt eksponering. Havde jeg ikke haft et ordentligt kamera, var jeg kommet ud af kirken uden billeder (jeg synes ikke, man bør forstyrre ceremonien med flashlys). Det korte af det lange er, at der findes situationer, hvor udstyret er afgørende.

RAW giver dig muligheden for at hente hele to blænder eller mere, så du ikke skal bekymre dig for meget om de mørke kirker

Skyd i RAW, for pokker!

Hvis du er en af dem, som synes, at RAW virker lidt farligt og kompliceret, så er det på tide at udvide dine kompetencer. RAW er et uvurderligt værktøj, især for bryllupsfotografer, der skal tage stemningsbilleder af mange forskellige situationer og i al slags lys – eller mangel på samme. Kirker har det med at være utroligt mørke, og på trods af dyrt udstyr, ender man nemt med undereksponerede billeder. RAW giver dig muligheden for at hente hele to blænder eller mere, så du ikke skal bekymre dig for meget om de mørke kirker – i modsætning til JPEG, som bliver revet helt i stykker, hvis man forsøger at justere for meget i eksponeringen.

Jeg har før været ude for, at mit kameras lysmåler ramte forkert, når jeg en sjælden gang imellem bruger en af autofunktionerne, hvilket kan resultere i næsten helt udbrændte billeder. Men på samme måde som med mørke billeder, kan RAW også fixe dine overeksponerede billeder – vældigt smart, især hvis fejlskuddet har et motiv, som er vigtigt for din dækning af bryllupet! Og det er naturligvis kun en brøkdel af de funktioner, du har adgang til i RAW.

 

Her et hurtigt skud fra vindueskarmen, som viser, hvor store fordele RAW giver dig. Jeg tog to billeder, et i RAW og et i JPEG, som jeg med vilje overeksponerede med næsten tre blænder for at simulere et fejlskud. Herefter justerede jeg dem i Adobe Photoshop Lightroom, så de fik den korrekte eksponering. Læg mærke til at det justerede RAW-skud ser ganske udmærket ud, mens det justerede JPEG-skud lider af udbrændte højlys og elendig kontrast.

Vær en ubekymret autoritet

Som tidligere beskrevet havde jeg et noget uheldigt shoot, hvor jeg mistede både radiotrigger og speedlight. Da det var et af mine første bryllupper, kørte min hjerne i forvejen på højtryk, så den ekstra stressfaktor, det gav at smide flere tusinde kroner i en sø, var ikke just det, jeg havde allermest brug for.

I sådan en situation er det svært ikke at blive bare en lille smule arrig, men hvordan mon brudeparret vil have det med en gnaven fotograf på den dag, der gerne skulle være præget af romantik og god stemning? Der er ikke så meget at gøre end smile af det, uanset hvor surt det så er.

Jeg har endnu ikke mødt et brudepar, der ikke var interesseret i mine ideer til billeder. Det er naturligvis vigtigt at lytte til deres ønsker, men min erfaring er, at langt de fleste anser bryllupsfotografer for autoriteter på området og i høj grad respekterer vores erfaring og sans for det gode billede. Brudeparret ville ikke have brugt penge på en fotograf, hvis ikke de forventede, at de ville få nogle bedre billeder, end hvis de satte et familiemedlem med et dyrt kamera til at tage dem. Du skal derfor ikke være bange for at tage têten, ikke mindst fordi der også er en tidsplan, der skal overholdes. Lige så vigtigt er det at sige til, hvis I står med en ide, som ikke fungerer – hvorfor bruge tid på det?

Udnyt alle situationer

Når jeg er på shoot, er der ikke noget, der hedder spildtid. Gåturen mellem forskellige locations er en glimrende mulighed til at få skudt nogle naturlige og uopstillede billeder af et brudepar, som ikke tænker på, at de skal smile til kameraet eller stå pænt. Det giver ofte nogle rigtigt fine billeder, som muligvis ikke er dem, der bliver brugt på takkekortet, men som til gengæld fanger noget af den hyggelige og romantiske stemning fra dagen.

Det kan dog være svært at få trykket på knappen, hvis man samtidig skal slæbe på kamerataske og lys, hvilket bringer os videre til næste punkt.

 

Guide til nye bryllupsfotografer

Dette billede er skudt i farten med kameraet i den ene hånd, en tung taske på ryggen og lampe + stativ i den anden hånd. Det er muligvis ikke det billede, som kommer til at stå fremme i dagligstuen, men det er et hyggeligt billede, som viser et naturligt og uopstillet øjeblik fra dagen.

Overvej en assistent

Uanset om man er begynder eller en gammel rotte i faget, kan en assistent være en kæmpe hjælp. Hver gang man selv skal rette lidt på lyset eller transportere udstyret, forsvinder der dyrebare sekunder fra shootet. Samtidig kan det nogle gange være godt med et par ekstra øjne og et ekstra hoved til at få idéer, men det kræver naturligvis en assistent, som ved en smule om fotografi. Assistentens fineste opgave er dog stadig, efter min mening, at hjælpe med det tunge gear.

Opsummering

Her til sidst en hurtig opsummering:

  • Snak med kunderne inden brylluppet og afstem forventningerne

  • Tag den pris du vil arbejde for

  • Lær den basale teori og indarbejd en god rutine med dit udstyr

  • Husk backup-udstyr

  • Skyd i RAW

  • Vær en autoritet og stol på din evne til at se det gode billede

  • Udnyt alle situationer

  • Overvej at hyre en assistent

Jeg håber ikke, denne artikel har skræmt nogen væk fra at prøve kræfter med bryllupsfotografi, men i stedet har givet spirende bryllupsfotografer nogle værktøjer til at kaste sig ud i det. Det er en stor opgave, og det kan virke meget uoverskueligt i starten, men der er kun én måde at komme i gang på, og det er ved at komme i gang.